Amalfikysten
Længe inden Susanne Biers ’Den skaldede frisør’ og andre internationale filmsuccesser blev optaget i området, har den smukke og frodige Amalfikyst fascineret tusindvis af mennesker– ikke mindst kvinder. Både de kendte som skuespillerinden Greta Garbo, der i 1938 boede der sammen med sin elsker, dirigenten Leopold Stokowsky, men også helt almindelige rejsende.
Måske fordi havet og bjergene er blandet sammen i et smukt, romantisk landskab, som rører særligt ved kvinders hjerte. For det er et land skab, der indeholder både det maskuline og det feminine i en helt særlig blanding med de stærke, høje kalkklipper, der falder brat i det dybe hav.
Livskvalitet og skønhed i forening
At opleve og være en del af det levede liv i det lokale samfund omkring Nocelle rammer et basalt behov for kontinuitet og er udtryk for noget ikke-forurenet, som appellerer til mennesker fra alle egne. Stedet viser et Italien, der er langt tættere på virkeligheden end noget andet.
Langt den største del af italienerne bor og lever stadig sådan, og på den måde repræsenterer de små landsbyer i langt højere grad noget ægte end Milano, Torino og Rom. Og det ægte er præcis dét, som fascinerer: lyden af havet og synet af bjergenes terrasser med citrontræer og rosmarinbuske, der vokser vildt. Og ikke mindst befolkningens ro og passion.
I Nocelle arbejder de hårdt om sommeren og meget lidt om vinteren. Men deres livskvalitet er fantastisk, og skønheden omkring dem redder deres liv, ligesom man tiltrækkes af stedet, fordi folk taler sammen uden at kende hinanden, deler måltider og har en sjælden, sund nysgerrighed ift. hinanden.
Måske var det også derfor, at den amerikanske forfatter John Steinbeck beskrev området omkring Nocelle, der også indbefatter byen Positano, som et drømmested, der er så smukt, at man har lyst til at holde det hemmeligt.
Italien - Amalfikystens unikke skønhed
Vandreferie i gudernes fodspor med bjerge, himmel og hav ved den UNESCO-beskyttede og verdensberømte Amalfikyst og besøg ved kulturhistoriske Pompeji.