Grønlands historie

Grønlands ældre historie omfatter i alt 3 bølger af inuit indvandring til Grønland. Den tidligere boplads Sermermiut, lidt udenfor Ilulissat, rummer spor af inuitkultur fra alle 3 indvandringer, og har således med kun 2 afbrydelser været beboet i ca. 4000 år. Det er fælles for alle 3 inuitkulturer, at indvandringen er sket fra vest, dvs. fra Canada, Alaska, og det østlige Sibirien. Efter krydsning af havisen ved nord Grønland, har inuitterne spredt sig sydpå, både på østsiden og vestsiden af Grønland. Inuitterne fra Saqqaq kulturen (ca.2500-1000 f.Kr) jagede med bue og pil på land, og sommerens skindtelte var om vinteren afløst af enkle tørvehytter. Den følgende indvandring til Grønland var Dorset kulturen (ca.500 f.Kr-200 e.Kr), der udvidede jagten til at omfatte sæl og hvalros, der dog stadig blev jaget fra land eller fra havisen. Først ifm. den 3. indvandring til Grønland, Thule kulturen (ca.1000-1750 e.kr) blev der medbragt konebåd, kajak, harpun, og ikke mindst hundeslæde, og jagten blev udvidet fra rensdyr, fugle, og fisk, til også at omfatte havjagt på hval, hvalros, og sæler. Den nuværende inuit befolkning på Grønland er direkte efterkommere af Thule folket, den inuit kultur der havde de første kontakter med nordboerne.

Grønlands kolonisering startede i 1721, mens Danmark og Norge var i union. Det år fik den norske præst Hans Egede lov af Danmarks kong Frederik d.4 til at tage til Grønland som missionær mhp. at finde efterkommere af nordboerne og genkristne dem. Efterkommere af nordboere fandt han aldrig, men Hans Egede levede i 15 år under svære vilkår for at udbrede kristendom blandt inuitterne. Hans arbejde blev efter 1735 fulgt op af sønnen Poul Egede, der også udbyggede antallet af kombinerede missions- og handelsstationer. Siden 1500-tallet var handlen med inuitter men især jagten på hvaler blevet en i stigende grad lukrativ forretning, som imidlertid primært blev foretaget af hollandske hvalfangere. Tran fra hvaler var blevet populært til lamper i Europa, og derudover købte man skind af inuitterne, samt solgte dem våben, krudt, stof, og perler. Grønlands kolonisering var for den danske konge derfor ikke kun et spørgsmål om kristen missionsvirksomhed, men i lige så høj grad et forsøg på at sætte sig på- og kontrollere handlen, og samtidig hævde dansk suverænitet. Sidste skridt i Grønlands kolonisering blev taget i 1776, da det statsdrevne KGH / Den Kongelige Grønlandske Handel officielt fik monopol på alt køb og salg af handelsvarer i Grønland. Dette varede indtil 1950. Som den eneste verdslige myndighed stod KGH også for administrationen af Grønland, indtil Grønlands Styrelse blev oprettet i 1912.

Grønlands historie og rolle som dansk koloni ændres hastigt efter 2.verdenskrig. Danmark havde betragtet Grønland som et beskyttet og isoleret samfund, der sammen med handlen skulle beskyttes mod udnyttelse udefra. I FN`s charter fra 1948 blev det imidlertid fastslået, at alle lande skulle afvikle deres kolonier. På samme måde som Frankrig indlemmede Algeriet i Frankrig i 1952 og dermed ”afviklede” Algeriet som koloni, ændrede Danmark i 1953 Grønlands status fra koloni til et amt i Danmark, hvormed alle grønlændere fik dansk statsborgerskab. Danmark vedtog G-50 politikken, der skulle sikre grønlænderne samme vilkår som folk i Danmark, med en kraftig udbygning af sundhedsvæsenet, undervisningssystemet, og mange nye boliger. I 1960`erne kom G-60 politikken, der bl.a. flyttede folk fra små bygder til større byer, og mange danske lærere, administratorer, og håndværkere blev sendt til Grønland. For grønlænderne var det voldsomme omvæltninger, fra et liv i næsten selvforsynende bygder med social netværk til lønmodtagerstatus i byerne, og det medførte betydelige sociale problemer. Fremmedgørelsen førte til et stigende grønlandsk krav om hjemmestyre i 60`erne og 70`erne, og i 1979 fik Grønland formelt hjemmestyre, hvormed Grønland overtog ansvaret for en række administrative områder.