Korsika – Vandreoplevelser på Skønhedens Ø

Kastanjer, maki og sjæl i Korsikas hjerte. I Castagniccias kastanjeskove oplever du vild natur og gammel historie.

Se afgange
Rejsen kort Dagsprogram Praktisk info Pakkeliste

Rejsen kort

Når man fra flyet ser Frankrigs Côte d'Azur forsvinde, dukker der snart efter en ø ud af det blå hav. Men det er ikke bare en ø, for det virker som et stort bjerg der rejser sig overvældende og overraskende ud af det ensformige hav. Vi lander på en smal stribe fladt land, tæt på havet og med stejle tinder der dukker frem mellem hvide skyer.

Korsika er vilde bjerge, smuk natur og er kulturelt set et unikt hjørne af Europa. En del af Korsikas historie drejer sig om det barske liv i de små isolerede landsbyer, hvor man var selvforsynende og klarede sig selv. Det er denne fortælling fra de foregående århundreder vi begiver os ind i, fra den travle lufthavn.

Efter en times kørsel befinder vi os i det grønne Castagniccia og er stoppet ved den lille kirke i landsbyen Vicinato. Vi fortsætter forbi fontainen og står nu midt imellem gamle høje stenhuse.

Her flytter vi ind i tre af husene der udgør Maison Vicinato. Når roen er faldet på os og vi fra terrassen har indtaget udsigten til de højeste bjerge på øen, ser vi frem til at se mere af det smukke landskab på den næste uges vandreture.

Tre erfarne turledere med Korsika under huden står klar til at give dig enestående oplevelser.

Korsika en en af de smukkeste destinationer jeg har besøgt og Topas' gamle stenhuse oppe i bjergene er en lise for sjæl og legeme. Super smukke og varierede vandreture med utrolig kompetente turledere.
Eva R.

Glæd dig til

  • At bo på Maison Vicinato i smukke omgivelser og unikke huse
  • Maki og rindende floder blandt kastanietræerne i Castagniccia
  • Kystlandskab og blåt Middelhav ved L’Île-Rousse
  • Det Korsikanske køkken i L’Île-Rousse, Corte og først og fremmest i Maison Vicinato
  • Den gamle hovedstad Corte med hyggelig gammel bydel
  • Vandring blandt de højeste tinder i Niolu
  • 360 graders udsigt fra Monte San Pedrone

Vandreferie med Topas

Ønsker du at være fysisk aktiv, opleve rejsemålet indgående og betages du af store naturoplevelser? Læs her om vandreferie med Topas.

Program

Dag 1. Fra Danmark til Korsika
Vi ankommer til Bastia Lufthavn og fremme i Vicinato, bliver vi indkvarteret i Maison Vicinato og har nu tid til at se de nærmeste omgivelser og eventuelt indtage et glas i baren.

Dag 2. På rundtur fra Vicinato. Vandring gennem makien under landsbyerne
I dag får vi en fornemmelse af de nærmeste omgivelser på nogle af de gamle stier der før i tiden gennemtrawlede hele Castagniccia. Vi slutter dagen med en tur til den gamle hovedstad, Corte, hvor vi nyder et aftensmåltid på et af de lokale restauranter.

Dag 3. De højeste tinder og vandring under det højeste bjerg Monte Cinto
I dag kører vi ind til de tinder vi har udsigt til fra vores terrasse. Vi starter vandringen i Scala di Santa Regina-kløften, hvorefter vi tager til øen højest beliggende by Calasima. Efter en frokost ved Calasima går turen til Ponte Altu, hvor vi slutter dagens vandring, med mulighed for en dukkert i Golo-floden.

Dag 4. Vandring fra Vicinato til Morosaglia, Pascal Paolis fødeby
 Med udgangspunkt i Vicinato går vi gennem adskillige landsbyer, før vi passerer ned og op igennem den smukke kløft, hvor landsbyen Morosaglia ligger. Her er der mulighed for at besøge frihedshelten Pascal Paolis fødehjem.

Dag 5. Kysten, Middelhavet og vandring fra San Antonino
 Fra Vicinato kører vi nordpå til kysten ved L’Île-Rousse, hvor vi på toppen af et bjerg finder landsbyen San Antonino, der er udgangspunkt for dagen vandring. Turen går forbi Corbara klostret og fortsætter med udsigt over havet ned til havnebyen L’Île-Rousse. Her er der mulighed for at bade og slappe af på en af byens cafeer.

Dag 6. Monte San Pedrone bag Vicinato og vandring i bøgeskov

 Vicinato ligger for foden af San Pedrone og vandringen til toppen af bjerget er en naturlig afslutning af ugen på Korsika. Vi går fra Col de Prato gennem bøgeskoven til den nøgne klippe der udgør toppen af bjerget. 

Dag 7. Hjertet af Castagniccia på vandretur til La Porta
 Dagens vandretur begynder, efter en kort køretur, med udsigt over Middelhavet og måske Elba, hvis vejret er klart. Vi har en lang nedstigning gennem landsbyerne til La Porta, hvor landsbyens barokkirketårn dukker frem. Efter behørig siesta fortsætter vil opad til Croce hvor dagens tur ender.

Dag 8. Hjemrejse til Danmark
 Farvel til Korsika før turen går tilbage til Danmark.

Prisen inkluderer

  • Grupperejse med Topas turleder og guidede vandreture
  • Flyrejse København – Bastia, Korsika t/r
  • Al transfer og relevant transport i forbindelse med vandreturene
  • Alle overnatninger på Maison Vicinato i delt dobbeltværelse
  • Måltider som beskrevet i dagsprogrammet
  • Bidrag til Rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke

  • Lommepenge og udgifter til drikkevarer
  • Udgifter til ikke inkluderede måltider (beregn ca. 200-250 kr. pr. aftensmåltid)
  • Entré til museer og andre seværdigheder
  • Evt. rejse- og afbestillingsforsikring
  • Tillæg for enkeltværelse med delt bad/toilet DKK 900.

Værd at bemærke, når du skal på denne rejse!

Rejsens maksimale deltagerantal: 16 personer.

Læs mere på fanen Praktisk info om bl.a.:

  • Sværhedsgraden på rejsen
  • Overnatning på Maison Vicinato
  • Vejrforholdene

Fællesskabet

Bliver vi gladere af at rejse sammen? Læs mere om fællesskabet, grupperejsen, gruppestørrelsen og det sociale liv der udspiller sig på en Topas-rejse.

Dagsprogram

Inkluderede måltider er på de enkelte dage markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.

Dag 1. Udrejse til Korsika

Vi forlader Danmark, ankommer til Korsika og kører til Maison Vicinato, som ligger ca. fem kvarter fra lufthavnen. Vi indlogeres på værelserne og kan måske nå at se de nærmeste omgivelser inden aftensmaden bestående af lokale gede-, fåreoste og typisk korsikansk charcuteri.
-/-/A

Udsigten fra Maison Vicinato.

Dag 2. På rundtur fra Vicinato - Vandring gennem makien under landsbyerne

Vi starter dagens vandretur i Vicinato og går til nabolandsbyen Sevinacce, hvor vi allerede her kan få en fornemmelse af hvor omfattende et arbejde det har været at bygge stenmurene der har været nødvendige for at skabe nogenlunde vandrette terrasser til dykning.

Fra Sevinacce følger vi den lille asfaltvej et kort stykke, før vi drejer af og for første gang stifter bekendtskab med makien, som er den specielle Middelhavsvegetation der er udbredt i Sydfrankrig og på Korsika. Det er lave buske og spredte træer som dækker et stenet underlag, hvor stien slynger sig nedad til et lille vandløb, der er et af tilløbene til den større Casaluna flod.

Vandløbets skyggefulde omgivelser markerer det laveste punkt på ruten og herfra går det opad langs vandet til vi igen når det gamle dyrkede område under Sevinacce og drejer ad stien mod Vicinato.

Vi slutter dagen med en tur til den gamle hovedstad, Corte, hvor vi nyder et aftensmåltid på et af de lokale restauranter. Her vil der være tid til en kort tur i Corte.

Dagens tur er på ca. 4 timer + 1½ ca. 200 højdemeter.

M/F/-

Corte, Korsikas gamle hovedstad.

Dag 3. Vandring over Golo-floden og i Niolu-dalens skove

Vi begiver os fra morgenstunden med busserne vestpå mod Niolu dalen og de fjerne silhuetter vi kan se fra husets terrasse. En times kørsel bringer os til dalens port; Scala di Santa Regina kløften. Her starter dagens første vandretur, hvor vi følger den gamle vej ind til dalen. Stien er placeret på den nordlige side, et godt stykke over Golo floden, som strømmer lystigt i kløftens bund. Turen fortsætter med udsigt over de dramatiske klippesider, indtil kløften åbner op og vi begynder at kunne fornemme Niolu dalen. Dagens første vandretur slutter ved Corscia, hvor busserne holder klar for at køre os til vores frokoststed ved en kilde og et flodløb lige før Calasima. På den lille køretur mod Calasima begynder vi at få indtryk af dalen. Vi kan se den opdæmmede sø, holdt tilbage af den imponerende Calacuccia dæmning og hvis vi kigger op mod nord, kan vi se nogle af Korsikas højeste tinder, hvor især ’De fem brødre’ og ’hajfinnen’ Paglia Orba er markante.

Efter at vi har nydt vores franske picnic, kan dagens anden vandring begynde, for dem med lyst til mere vandring. Vi går ned gennem Calasimas hovedgade, hvorfra stien dykker ned i et anderledes landskab. Vi følger først små vandløb gennem Calasimas forladte terrassemarker og kommer efter at have passeret en lille bro over Virufloden ind i fyrreskoven, hvor stien slynger sig i det kuperede terræn. Efter en tid i skyggen, markerer skovbrynet og det åbne landskab at vi nærmer os landevejen. Vi kommer dog først igen helt tæt på Viru ved en gammel vandmølle, hvorefter turens sidste del tager os over Golofloden, lige før vandringens ende destination ved Viru og Golo flodernes sammenfletning. Her er der mulighed for at tage en dukkert i det friske vand.

Dagens første vandretur: Ca. 3 timer, 350 højdemeter
Dagens anden vandretur: Ca. 3 timer, 150 højdemeter op og 400 højdemeter ned.

M/F/-

Dag 4. Vandring fra Vicinato til Morosaglia. Pascal Paolis fødeby.

Fra Vicinato passerer vi gennem kendte Sevinacce og begiver os herfra op mod landsbyerne Pieditermini og Pietragrossa. Vi er under de store kastanjer, der giver skygge frem mod Castineta, som er en landsby med både en øvre og en nedre del. Vi får undervejs et indtryk af hvorfor Castagniccia for 150 år siden var det tættest befolkede område på Korsika. Nemlig de mange små vandløb og kilder, der giver en tæt grøn vegetation, hvor vandet findes.

Vi krydser asfaltvejen og går ned ad grusvejen, hvor vi får et glimt af Morosaglia på den anden side af den grønne dal. Længere nede finder vi et sted i skyggen til picnic og en siesta, inden vi passerer de spredte huse i bunden af dalen og begynder opstigningen til byen.

Morosaglia har måske nok kendt bedre dage, men der er dog trods alt én bar tilbage der jo dårligt kan passeres i ubemærkethed. Herfra er der en fantastisk udsigt over dagens rute og de høje bjerge i baggrunden.

Morosaglia, eller rettere den lille bebyggelse Stretta lidt ude ad vejen, har en helt speciel plads i mange korsikaneres hjerter. Pascal Paoli er født her i 1725 og stod i spidsen for det selvstændige Korsika fra 1755 til 1769. Det er måske den vigtigste periode i korsikansk historie og han æres med navnet ”Babbu di a patria” landsfaderen.

Der er mulighed for et besøg i hans fødehjem, inden vi kører tilbage til Maison Vicinato, for at slappe af inden aftensmaden. Vandreturen er på ca. 4-5 timer, ca. 250 højdemeter

M/F/A

Ile Rousse ud for Korsikas kyst

Dag 5. Kysten, Middelhavet og vandring fra San Antonino

På Korsika kan du opleve en unik kombination af skønhed og historie. Castagniccia-regionen er ingen undtagelse. Her kan du vandre gennem kastanjeskove og opleve en natur, der er så vild og uberørt, som den var for århundreder siden. Men det er ikke kun naturen, der er imponerende i Castagniccia. Regionen er også rig på historie og kultur, og du kan besøge gamle kirker og kapeller, der er fyldt med kunst og artefakter fra en svunden tid. Castagniccia er en oplevelse for alle sanser, og du vil helt sikkert føle sjælen af Korsika, når du vandrer gennem denne smukke region.
 
Senere på dagen fortsætter vi vandringen med udsigt over havet ned til havnebyen L’Île-Rousse. Her er der mulighed for at bade og slappe af på en af byens cafeer.

M/F/-

Dag 6. Monte San Pedrone bag Vicinato og vandring i bøgeskov

Den sidste vandretur begynder igen fra Col de Prato, men denne gang stiger hjulsporet og leder os ind i bøgeskoven. Efter det første åbne stykke går vi i skygge og kan måske være heldige at hilse på frilandsgrisene, som ligger i flokke og holder siesta det meste af dagen. Vi passerer gamle kastanjer og når frem til et plateau, hvor stien begynder. Herfra fortsætter vi stadig opad i skoven, som vokser tæt på bjergsiderne. Vi kan holde et hvil efter halvanden times tid ved en lille kilde, som giver koldt og klart drikkevand, hvis sommeren ikke er for tør. Efter opstigning i skoven, når vi ud i åbent terræn og befinder os på et plateau i ca. 1.500 m. Der resterer nu de sidste 250 højdemeter til toppen og det smarte er at begive sig opad inden frokosten, når man nu har fået varmet benene op.  

Det sidste korte stykke stiger kraftigt, men belønningen venter oppe på den nøgne klippetop der stikker ud af bøgeskoven. Fra toppen i 1.767 m er der den mest spektakulære udsigt, hele kompasset rundt. Vi kan simpelt hen se alle de steder vi har vandret hele ugen, ovenikøbet lufthavnen hvor vi ankom. 

Frokosten kalder nede på plateauet og vi returnerer efter at have nydt udsigten. Nu venter kun nedstigningen ad samme rute.  

Dagens vandretur, ca. 7 timer, 800 højdemeter.  

M/F/A

Monte san pedrone

Dag 7. Hjertet af Castagniccia på vandretur til La Porta

Vi starter med at køre ad de små veje til Morosaglia, gennem Stretta til Col de Prato passet i 985 m. Herfra kigger vi nu ud over østkysten og det grønne landskab ned mod Costa Verde. Som en ekstra bonus kan man herfra se Elba i klart vejr.  

Vi begiver os ad gamle stier ned gennem et utal af landsbyer, til vi ser et lidt overraskende tårn komme til syne. Det er campanilen i La Porta – barokkirketårnet med tilhørende kirke i samme stil. I gamle dage var her et toldsted, hvor man fortoldede varer der kom ind fra kysten. Nu er der et lille hyggeligt torv med fontaine, bar og købmandsforretning.  

Vi har god tid til barbesøg, frokost og siesta. Inden vi begiver os gennem byen og dagens korte stigning op til Croce. Vi slår os ned ved byens kombinerede skole og rådhus, hvor vi skal nyde vores picnic, fylde væske op og begiver os op ad den sidste strabadserende tur op til det forladte kapel. Her bliver vi samlet op af busserne der kører os tilbage til Maison Vicinato hvor vi kan nyde en sidste aperitif i baren før afskedsmiddagen på terrassen.

Dagens vandretur, ca. 5 timer, 400 højdemeter. 

M/F/A

Dag 8. Hjemrejse og ankomst til Danmark.

Efter morgenmaden pakker vi vores bagage i busserne. Afhængig af afrejsetidspunktet kan vi måske slappe af inden turen går mod lufthavnen i Bastia. 

Vi siger farvel til Vicinato og Korsikas karakteristiske bjergtinder og sætter kursen mod København.

M/-/-

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Praktisk info

Aktiviteter

Vandreturene forgår mest i lokalområdet ad gamle stier, krydret med vandringer i de høje bjerge og ved kysten.

Varighed og sværhedsgrad

8 dage — heraf ca. 6 dages vandring, sværhedsgrad 2-3. Vi vandrer på denne rejse ca. 4-7 timer om dagen.

Vejrforholdene kan betyde, at der forekommer ændringer i programmet, sådan at der kan byttes om på de enkelte dage.

Hvad betyder sværhedsgraden?

Hvilken rejse passer bedst til mig? De fysiske krav til aktiviteterne på rejsen stiger i takt med sværhedsgraden. Bliv klogere her!

Overnatning

Vi bor i Topas eget Maison Vicinato, som består af tre stemningsfyldte meget gamle stenhuse for enden af landsbyen Vicinato. De fleste af værelserne har udsigt til det vilde grønne landskab der omgiver landsbyen.

Værelserne er nyistandsatte og der er mulighed for at booke dobbeltværelse med eget bad/toilet og enkeltværelse med delt bad/toilet. De fire enkeltværelser deler to toiletter i huset og et badeværelse i kælderen.

I det ene af husene er der køkken, spisestue og vigtigst terrasse, hvor de fleste aftensmåltider indtages. Her findes også baren der er indrettet i et af de gamle forrådsrum i stueetagen. Her er et udvalg af vin, øl, vand og selvfølgelig den uundværlige pastis.

Man kan også vælge at tage sit glas med ud i den skyggefulde have og sætte sig i en stol og nyde udsigten.

Måltider

Inkluderede måltider er på de enkelte dage i dagsprogrammet markeret med M (morgenmad), F (frokost), A (aftensmad). Er måltider ikke inkluderet, markeres disse med -.

En del af måltiderne spises i Maison Vicinato, hvor vi bestræber os på at give en smag på lokale råvarer. På turen til Corte og Ile Rousse er det oplagt at prøve de traditionelle retter og fisk/skaldyr ved kysten.

Tre turledere vil tage sig af vandring, kørsel og stå for tilberedningen af måltiderne. Frokost vil oftest blive serveret som picnic ude på vandreruterne.

Flytransport og logistik

Der er to 8 personers minibusser til rådighed i forbindelse med vandreturene, hvilket giver høj fleksibilitet.

Vi oplyser gerne flytiderne på de enkelte afgange. Ring på tlf. 8689 3622 eller send os en mail på info@topas.dk. Flytiderne oplyses altid med forbehold, da der kan komme ændringer fra flyselskaberne.

Gode råd til din (fly)rejse

Her kan du bl.a. læse om dine muligheder for indenrigstilslutning, forlængelse af flyrejsen, regler om bagage og indførsel af varer samt et godt tip til din håndbagage.

Klima

Dagtemperaturer mellem 15 og 30 grader, nattemperaturer mellem 12 og 20 grader. Vejret kan ændre sig hurtigt i de områder, vi rejser i. Især i de højere beliggende områder kan det skifte fra solskin, regn eller tåge i løbet af en halv time.

Valuta og kreditkort

Der er flere banker med hæveautomater i Corte og Ile Rousse. Kreditkort kan benyttes de fleste steder - også på restauranterne. Dog anbefales det at medbringe kontanter (min. 100 Euro), da der kan være langt mellem hæveautomater udenfor byerne og flere steder kun tager imod kontanter.
 
Drikkepenge: Gives hvis man er tilfreds med servicen, typisk 10-15%. Det er ikke obligatorisk.

Wi-Fi og Mobildækning

Der er mobilt internet med begrænset styrke i husene. Vi anbefaler dog, at du nyder naturen og fællesskabet ved at begrænse forbruget så meget som muligt. Med andre ord; gå offline og dyrk nuet for at få mest muligt ud af din rejse.

Adapter behøves ikke til almindelige kontakter med 2 huller. Skal du derimod bruge et med jord, den til 3, skal du medbringe en adapter. 

Kort og Rejselitteratur

Politikens: Turen går til Korsika
Asterix in Corsica, Albert Uderzo, René Goscinny ISBN13: 9780752866437

Vandrekort kan købes på Maison Vicinato.

IGN TOP75 Bastia – Corte – Cap Corse 1:75.000 eller
IGN TOP100: 175 Bastia – Corte – Calvi – I’île-Rousse (Corse – Nord) 1:100.000

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Pakkeliste

Vi har udarbejdet en pakkeliste som hjælp til dig, når der skal pakkes til rejsen. Pakkelisten indeholder nogle generelle informationer, samt hvad det er godt at medbringe på den aktuelle rejse.

Pakkelisten skal opfattes som en vejledning til hvad du KAN medbringe, og ikke som en liste over ting, som du SKAL medbringe på rejsen, da ens behov og ønsker kan være meget individuelle. Vores erfaringer er imidlertid, at de nævnte ting er gode at medbringe.

Få rabat med Topas

Når du køber en rejse hos Topas får du rabat hos Friluftsland på alt udstyr og beklædning og på dine vaccinationer.

Bagage

På vandreturene skal du kun medbringe en dagtursrygsæk til de ting, du skal bruge i løbet af dagen. Vi anbefaler en rygsæk med et godt bæresystem med hoftebælte og brystspænde for at aflaste skulder og ryg. Medbring evt. denne rygsæk som håndbagage på flyet.

Den øvrige bagage kan pakkes i sportstaske, vadsæk, rygsæk eller kuffert, som forbliver i huset under dagsturene.

Støvler

Det er vigtigt at medbringe gode vandrestøvler med en stiv sål (f.eks. vibram) og god ankelstøtte for at undgå ankelskader! Vi anbefaler vandrestøvler, da de støtter anklerne, og den stive sål aflaster foden, når underlaget er ujævnt, da tryk fra sten o.l. fordeles. Derudover er deres grove mønster en stor fordel, hvis stierne er glatte. Vær sikker på, at støvlerne er gået ordentligt til.

Det er en god idé at rejse med støvlerne på hjemmefra eller have dem med i håndbagagen, hvis bagagen, mod forventning, skulle blive forsinket.

Andet fodtøj

Evt. let fodtøj, f.eks. sandaler, til at skifte med, når man er færdig med dagens vandretur.

Vandflaske

Medbring en eller flere flasker, som i alt kan rumme 1½ liter. Der kan med fordel benyttes 0,5 el. 1,5 liters danske genbrugs-sodavandsflasker, da de er lette og stærke. Camelbacks kan bruges som alternativ, men er en noget dyrere løsning.

Vandrestave

Det er meget individuelt, hvor meget gavn man har af at benytte vandrestave, og om man i givet fald benytter 1 eller 2. Man må prøve sig frem. Fordelene er dog mange, og skulle vandrestaven(e) være til besvær i et givent terræn, kan de spændes på rygsækken — teleskopvandrestave anbefales derfor kraftigt.

Generelt kan følgende fordele ved vandrestave nævnes:

  • Øger balanceevnen betydeligt i ujævnt og/eller mudret terræn, i sne (bjergpas m.m.) og ved krydsning af vandløb.
  • Ved rigtig brug af vandrestave aflastes knæene betydeligt, og det gælder ved såvel opstigninger som nedstigninger. Det gælder især på højrute- og bestigningsture (grad 3-4 og opad), hvor man oftest bærer en rygsæk med betydelig vægt, og hvor det samlede antal højdemeter og vandredistancen på turen er betragtelig.

Vandrestave skal pakkes i den indcheckede bagage på flyrejsen. Husk at beskytte spidserne, så bagagen m.m. ikke beskadiges.

Gode råd til din vandreferie

Hvordan forbereder jeg mig bedst til min vandreferie? Læs her vores 5 bedste vandretips!

Tøj til vandring

  • 2 -4 par tykke vandresokker
  • Evt. 2 par tynde indersokker
  • 1-2 par lette vandrebukser/vandreshorts
  • Svedtransporterende undertøj evt. uldundertøj
  • 2-3 tynde (uld)trøjer
  • 2-4 svedabsorberende T-shirts
  • 1 sweatshirt/fleecetrøje
  • 1 vind- og vandtæt anorak eller jakke med hætte
  • 1 par åndbare regnbukser

Andet tøj

  • Rejsetøj
  • Evt. Tøj til aften- og bybrug
  • T-shirts
  • Skjorter/langærmet bluse
  • Strømper
  • Undertøj
  • Badehåndklæde til tur på stranden
  • Badetøj

Mod solen

  • 1 tørklæde mod sol og til kølige dage
  • Hat med bred skygge
  • Gode solbriller
  • Solcreme og læbepomade med faktor

Diverse

  • Pas, valuta, sygesikringsbevis og rejsedokumenter
  • Toiletartikler
  • Shampoo
  • Medicin til eget brug samt sportstape, vabelplaster og evt. knæbind
  • Toiletpapir (til vandredagene)
  • Ørepropper (hvis du gerne vil sove uforstyrret om natten)
  • Sysæt til mindre reparationer
  • Kamera, oplader og evt. ekstra batterier
  • Alkoholgel til at vaske hænder i før picnic
  • Insektspray
  • Vådservietter
  • Energibarer/yndlingssnack
  • Evt. køresygepiller til bustransport
  • Evt. vaskepulver til håndvask
  • Evt. føntørrer

Specifikke turbemærkninger

Du skal IKKE medbringe sovepose, lagenpose og liggeunderlag. 

Bemærk venligst

Vi medbringer en førstehjælpstaske til brug i nødsituationer. Er der medicin, du bruger regelmæssigt, skal du selv sørge for at medbringe rigeligt til hele rejsen.

Klik her for at komme retur til Rejsen kort

Vælg din afgang

17. maj 2025  –  24. maj 2025 Garanteret afgang 10.970 DKK Bestil Rejse
24. maj 2025  –  31. maj 2025 Garanteret afgang 11.470 DKK Bestil Rejse
31. maj 2025  –  7. juni 2025 Garanteret afgang 10.470 DKK Bestil Rejse
7. juni 2025  –  14. juni 2025 Garanteret afgang 9.970 DKK Bestil Rejse
14. juni 2025  –  21. juni 2025 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse
21. juni 2025  –  28. juni 2025 Garanteret afgang 10.470 DKK Bestil Rejse
28. juni 2025  –  5. juli 2025 Garanteret afgang 10.970 DKK Bestil Rejse
5. juli 2025  –  12. juli 2025 Garanteret afgang 9.970 DKK Bestil Rejse
12. juli 2025  –  19. juli 2025 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse
19. juli 2025  –  26. juli 2025 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse
30. august 2025  –  6. september 2025 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse
6. september 2025  –  13. september 2025 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse
13. september 2025  –  20. september 2025 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse
20. september 2025  –  27. september 2025 Garanteret afgang 10.470 DKK Bestil Rejse
27. september 2025  –  4. oktober 2025 Åben for booking 9.970 DKK Bestil Rejse

Kontakt os

Turkode: FRCL

Andre spændende rejser

(Hvis du ikke kan se tilmeldingsformularen til vores nyhedsbrev, kan du tilmelde dig ved at klikke her eller kontakte os på info@topas.dk)