I sidste ende tog skiløbet for alvor fat, og jeg endte med at være formand for Danmarks største skiklub i 8 år. Skiløbet bragte mig til bjergene og åbnede for alvor mine øjne for det fantastiske liv i højderne. Her fik jeg også interesse for at vandre i bjergene. Den interesse har nu for alvor bidt sig fast, og jeg har været så heldig at kunne kombinere interesse med arbejdsliv.
For mig er det stærkt motiverende at give gæsterne fantastiske naturoplevelser væk fra dagligdagen. Ud over den fysiske udfoldelse og den fantastiske natur, så betyder det sociale meget for mig. Friluftsmennesker er i min optik positive, glade, eventyrlystne, nysgerrige, åbne og omstillingsparate. For mig er det et unikt fundament for at få gode og sjove oplevelser sammen. Jeg anser det som et privilegie at lære en ny gruppe gæster at kende på hver tur.
Jeg har nemt ved at blive forelsket og det er derfor svært for mig at pege på en favoritdestination. Sammen med Topas har jeg vandret på fem destinationer i Italien, tre destinationer i Frankrig, på Madeira, samt USA, Nepal og New Zealand. - Alle steder hvor mit hjerte banker ekstra når jeg tænker på dem.
Men når jeg spoler tilbage, så husker jeg klart den bedste vandredag. Det var på højruteturen i Pyrenæerne hvor vi gik fra Spanien ad den fantastiske sti Faja de Flores og videre til Frankrig igennem Brèche de Roland.