Bygder og byer i Grønland

Hvad er en bygd? Bygder i Grønland er mindre end byer, og selvom der ikke findes en fast grænse, regnes beboelser med 500 indbyggere eller derunder generelt for en bygd, mens beboelser med mere end 500 indbyggere regnes for en by. I Grønland findes ca. 60 bygder, med tilsammen ca. 8.000 indbyggere. De spænder fra større bygder som f.eks. Kullosuaq nær Upernavik med 437 indbyggere til helt små bygder som f.eks. Ilimanaq   nær Ilulissat med blot 39 indbyggere. Her lever alle tæt på hinanden og kender hinanden. Generelt er det sværere at komme til en bygd end en by, da langt fra alle bygder besejles eller beflyves regelmæssigt. Veje er der ingen af.

Faciliteterne i en bygd i Grønland er ofte væsentligt mindre udbyggede end i de større byer. Ethvert hus har normalt sin egen varmeforsyning, typisk oliefyr. Der er ofte ikke indlagt vand, så vand må hentes i dunke fra centrale vandposter. Tøjvask og brusebad klares ofte i bygdens fælles ”servicehus”, ligesom de normalt små træhuse gør det nødvendigt at have et fælles forsamlingshus, der kan bruges ifm. fødselsdage, kaffemik, og andre sammenkomster. Lægebesøg klares i mange tilfælde via en telemedicinsk løsning, hvor lægen på sygehuset i en by kan tilse og snakke med patienten via en videoforbindelse fra f.eks. servicehuset. Kun i nødstilfælde sejles eller evt. flyves patienten til nærmeste hospital.  De fleste indkøb foretages i bygdens egen butik, hvorfor den ofte har et lille men bredt sortiment, fra mel og sukker til rifler og køleskabe. Om vinteren, hvor Royal Arctic Lines mindre bygdeskibe har problemer med isen, må bygderne ofte klare sig uden nye forsyninger i 3-4 måneder, indtil næste bygdeskib kan lægge til.

Undervisningen af det ofte begrænsede antal elever i en bygd i Grønland, måske kun 10-15 elever, foregår indtil 8. eller 9.klasse i bygdens lille skole, måske bare opdelt i 2 klasser, ”lille klasse” og ”stor klasse”. For at færdiggøre folkeskolen og opfylde kravet om 10 års skolegang, sendes de ældste elever derfor til en skole i en nærliggende by, hvor de bor på skolehjem, mens de tager 9. eller 10. klasse.

Af og til har nogle af de selvstyre-ejede virksomheder, typisk fiskerivirksomheden Royal Greenland, af politiske eller arbejdspladsmæssige hensyn oprettet en lille ”filial” i en bygd, f.eks. et indhandlingssted eller en lille virksomhed til forarbejdning af fisk med måske 5-6 ansatte. Generelt er indbyggerne i en bygd dog henvist til at leve af fangst, jagt, og fiskeri, som man altid har gjort, - måske suppleret med at leje et værelse ud til evt. besøgende turister om sommeren.

Den selvstyre-ejede virksomhed Nukissiorfiit har forsyningspligt ift. 17 byer og 53 bygder i Grønland, og således forsyner de også de små bygder med strøm og vand. Det foregår ofte til en stærkt subsidieret pris, så det energimæssigt ikke er dyrere at bo i en bygd end i en by. Det er en omdiskuteret politisk beslutning, der delvist bunder i, at mange grønlandske vælgere stadig betragter fangererhvervet og bygdelivet som kernen i den særlige grønlandske identitet. Spørgsmålet er om det også vil gælde fremadrettet, da kun 15% af den grønlandske befolkning i dag bor i bygderne. Et tal der er faldende, selvom mange i bygderne stadig holder af det tætte sociale netværk og nærheden til naturen.

De mest populære bygder i Grønland er pga. de logistiske udfordringer nok de bygder, det er lettest at komme til. Bygderne Kangerlussuaq (Søndre Strømfjord), Narsarsuaq, og Kulusuk har lufthavne med direkte flyforbindelser fra Danmark eller Island til Grønland, og er derfor lette at komme til. Ilimanaq og Oqaatsut i Diskobugten er lette at nå med båd fra Ilulissat, og andre populære bygder i Grønland er Igaliko og Qassiarsuk i syd Grønland, der ligger tæt på både Narsarsuaq og Qaqortoq (Julianehåb).

85% af befolkningen i Grønland bor i byerne, og hele 60% af befolkningen bor i de 5 største byer i Grønland: Nuuk (18.800), Sisimiut (5.600), Ilulissat (4.700), Aasiaat (3.000), og Qaqortoq (3.000). De resterende godt 10.000 er fordelt på byerne Maniitsoq (2.500), Uummannaq (1.400), Narsaq (1.400), Paamiut (1.250), Nanortalik (1.170), Qasigiannguit (1.070), Upernavik (1.070), samt den eneste by på Grønlands østkyst, Tasiilaq (1.900). Ingen byer i Grønland er pt. indbyrdes forbundet med veje, så transporten er typisk med båd i sommerhalvåret og fly eller helikopter i vinterhalvåret.

Modsat bygderne er byer i Grønland i vækst, især hovedstaden Nuuk, der voksede fra 300 i 1728 til 9.400 i 1928, og siden har fordoblet indbyggerantallet. Denne udvikling af byerne i Grønland tog fart i 1960`erne med den danske G-60 politik, men fortsætter i dag, med bedre jobmuligheder, bedre boligmuligheder, og bedre uddannelsesmuligheder som drivkraft. Byen Ilulissat i Disko bugten er Grønlands turistmagnet nummer et, pga. isbjergene samt naboskabet til Kangia isfjorden og den nordlige halvkugles mest aktive gletcher, mens Nuuk er det økonomiske lokomotiv.

De fleste byer i Grønland fik deres danske navn uden hensyn til hvad det oprindelige grønlandske navn betød. Danske navne i Grønland var et produkt af kolonitiden, de var dengang et dansk ansvarsområde, og var lettere at udtale for en dansk tunge. Henvisningerne var ofte tydelige. Jacobshavn (Ilulissat) var opkaldt efter byens grundlægger Jacob Severin, Godthåb (Nuuk) var opkaldt efter Hans Egedes gode skib Håbet, Frederikshåb (Paamiut) og Christianshåb (Qasigiannguit) var opkaldt efter danske konger på den tid, osv.

Efter Hjemmestyrets indførelse i 1979 overtog Grønland i 1984 som noget af det første ansvaret for stednavne. Hjemmestyreloven havde gjort grønlandsk til hovedsproget, og Grønland var præget af en intens sproglig vækkelse, så der var et naturligt ønske om at vende tilbage til de oprindelige grønlandske navne. Efter en periode hvor de danske navne og de grønlandske navne var sidestillede, afskaffede man i 1995 endeligt den dobbelte navneføring, og grønlandske byer har i dag kun grønlandske navne.

På samme måde som de danske navne var relevante i en kontekst, er de grønlandske bynavne det også, enten geografisk eller historisk, nu blot i en lokal sammenhæng. Godhavn, byen på Disko øen, skiftede tilbage til Qeqertarsuaq, der betyder Den Store Ø. Jacobshavn blev igen til Ilulissat, der betyder Isfjeldene. Sønder Strømfjord blev igen til Kangerlussuaq, der betyder Den Store Fjord. Og Godthåb blev igen til Nuuk, der betyder Næsset.